Julie von Lotzbeck Billedkunstner

Der kan være noget stort og panoramisk over Julie von Lotzbecks malerier.
Det er som om det skildrede kun er et tilfældigt lille udsnit af en uendelig meget større helhed, vi ikke får at se, men som får liv i beskuerens bevidsthed i mødet med billedet.

De skabte rum er pulserende og eruptive. Det kunne for den sags skyld være fantasmer af verdens skabelse, kunstnerisk sublimerede syner, der pludselig har fundet æstetisk form.
Farvebrugen er voldsom og pastos. Store flydende øer i grønne og jordede nuancer skyder sig ind over violette og lyseblå partier, overlejret af kvalmende rosa og brændende rødt. Der er bleggule løbere, der er kager af maling, hvor der med stor kraft er ridset og skrabet og hugget, som skulle det netop opståede for enhver pris igen udraderes. Men med den modsatte virkning: Konstruktionen og destruktionen bliver de to modsatrettede kræfter, der - hver lige uundværlige – giver ordløst mæle til det eksistentielle drama, vi er vidne til, og som bærer projektet frelst igennem.

Ifølge Julie von Lotzbeck selv søger hun i sin kunst den subjektive oplevelse af den skjulte fascination, det hemmelighedsfulde, og hendes værker er blevet sammenlignet med den franske mester Monet, blandet med et nutidigt ekspressionistisk udtryk.
Er det da endnu en afart af den veltjente abstrakte ekspressionisme, hun betjener sig af?
Næppe.
Den tilsyneladende skødesløshed, hvormed hun lægger sine fascinerende snit ned igennem tilværelsens kulørte ælte, er givetvis meget velovervejede. Udtrykket er styret. Under kontrol. Det er heller ikke en dansk, naturlyrisk udgave af action painting, vi står overfor, selvom Julie von Lotzbecks lærreder bestemt også emmer af romantisk naturbetagelse.

Hvad beskueren finder ud af ved et nærmere bekendtskab med hendes malerier, er de forskellige lag, billedrummet består af.
Når blikket har fundet fodfæste i den vilde keraus, opdager man de huller og gange, som kunstneren har ladet stå åbne. Under de tøjlesløse, kulørte bråvallaslag befinder sig roligere vande. Dette kan naturligvis have rent æstetisk-tekniske årsager. Men modsætningsparret overflade/bund kan også være kongruent med nutid og erindring, eller med samtid og historie.
Måske man endda kan tillade sig at antage, at der under den fanden-i-voldske, distanceblændende facade skjuler sig et mere blufærdigt, sensitivt, sårbart væsen. Et menneske, der ikke lige tør vise sig i gallerispottenes blændende lys, men som trods alt lever dernede, og giver den dybe klangbund til universet i billederne.
De udsiger en skønhed, der er betagende såvel ved sin egensindighed som ved sin styrke.

Preben Winther, kunstanmelder