luk

En sang om et lys i en skurvogn
Konfrontation med vort liv - og forsoning med det

Af Leo Tandrup

"Oh, sister, when I come to knock on your door,
Don´t turn away, you´ll create sorrow.
Time is an ocean but it ends at the shore.
You may not see me Tomorrow".
- Bob Dylan 1975

Konfrontation med verden - og med Skotte Olsen
"Sindene vænner sig til øjnenes erfaring, og man undrer sig ikke eller søger forklaring på de ting, man altid ser". Sådan skrev Cicero i en tid, lige så bevidstløs som vores egen, hvor vi ikke mere kender hinanden, ikke de værdier og den guddommelige medmenneskelighed, vore forfædre har udviklet op gennem historien. Frihed er ikke mere frihed til at nære omsorg for næsten og fællesskabet, men frihed til at realisere sig selv med næsten alle midler. Lighed er ikke solidaritet med de skrøbelige og svage, men kun leflende laden som om man er lige med dem, som har tål og euro i øjnene, og som kan fremme ens egen økonomi, magt og karriere. Kærlighed er ikke glæde ved i jubel at favne et anderledes, enestående og uundværligt menneske, men trang til at finde én magen til sig selv, så man kan få magten i forholdet, ikke risikerer noget og ikke behøver at undres og forstå.
Sådan har det hovedsagelig været i vesten siden 1800-tallet, sådan var det i Wiliam Skotte Olsens ungdom, sådan er det nu, og det er blevet mere og mere udtalt. Skotte Olsen siger ikke meget, slet ikke om sine billeder, heri ligner han mange af modernismens kunstnere, men her bryder han ind:
- Det er umildt. Det er umildt sagt.
- Måske jeg er umild, men er det så ikke fordi jeg og vi alle sammen er præget af, at vi med vore udhulede og degenererede værdier nærmest ubevidst terroriserer hinanden og dem, der står under os, både i vor egen og den tredje verden, i en grænseløs økonomisk og menneskelig udbytning, i en aggressiv global profittænkning med militære midler, så svaret nu er blevet en åbenlys foragt og en ekstrem mod-terrorisme fra veluddannede folk, der kommer fra denne underudviklede verden. De folk er uhyrer, raser vi forargede, de respekterer ikke engang menneskeliv, de rammer uskyldige mennesker, først 11. september den globaliserende elite i Tvillingetårnene, så 11. marts oveni selve det arbejdende folk i Madrid, og hvis det ikke er uskyldigt, hvem er så?
Kan vi ikke i Skotte Olsens liv og kunst søge svar og forklaring på det uhyrlige, vi udsætter andre for og selv udsættes for? Er hans kunst ikke foruroligende autentisk, fordi den går i ét med hans eget liv og afspejler vi andres liv i vesten? Hvem er det, terroristerne tillader sig at slå ihjel?
Kik på katalogets billeder. Hans mennesker står dér helt stive. Deres kroppe er ikke naturalistisk frie og fulde af liv, som i renæssancen, for de har mistet deres naturlighed og lidenskab, og de kan ikke komme i kontakt med hinanden, ønsker det knapt nok. Ingen slår med smil stængerne om den anden. Deres arme klistrer ind til den flade søjlekrop. De er uden hænder, ude af stand til nogen handling i noget nærværs tjeneste. Deres munde er næsten blotte streger, og kan de mumle andet end sort snak. Der er ikke engang en sur mine tilbage. Hvem får ikke lyst til at spytte sin mulige sjælerest ud gennem tænderne, når man ser dem. Deres øjne ligner nærmest tomme klatter, som sjælen for længst er flygtet fra. Er det måske den, der flyver som gås mere end due på himlen over dem?
Hvis kunstneren ser os sådan, hvordan så holde det syn ud mere end få øjeblikke? Hvordan så undlade at tage mørke briller på og lukke sindet til, når man går på strøget i København? Hvordan så lade være med at dope sig i en håbløs paradisfornemmelse af hash igen og igen og igen? Kort sagt, er konklusionen på det her, at vi, hans mennesker, er levende døde, blotte ofre for et forspildt liv?
- Hvis du kommer igennem med det syn, er der ingen af os tilbage, falder Skotte Olsen ind.
- Det er rigtigt nok, svarer jeg, men det var et spørgsmål, og jeg er ikke færdig med at svare selv. Er der i dag ikke i hvert fald to dominerende mennesketyper tilbage: Nietzsches sidste menneske, forstillelsens og magtsygens menneske, som kun kan stille sig selvsmagende og hult ha ha smilende an i en med sig selv kopulerende, emsigt selvforherligende fremtræden i TV og medierne. En type, som Lemmerz og mange andre har karakteriseret. Og så den anden type, som du selv synes at lide med: det sidste menneskes børn, hans ofre, forsømte og vildførte, måske seksuelt udbyttede, derfor uden selvværd, ikke nysgerrige mere over for den fremmede, ikke engang nyfigne, nærmest anorektiske, autistiske.
I så fald er situationen måske den, at det i dag er levende vestligt uddannede muslim-fundamentalistisk døde, der i dag selvmordsbombende dræber vestligt levende døde, selv om mange af os bevidstløse tror, at vi er yderst levende. I så fald, kunne man sige, er skaden måske ikke så stor. En i forvejen død, der overlever, hvad duer han til?
- Du er postrøver, afbryder Skotte Olsen. Ronald Biggs. Det er, som om du er dødsdømt, og det kan da ikke passe?
- Ja, det ville jeg og vi alle være, hvis det var det sidste ord. Men det er det ikke. Hvad du vil fortælle os, er det ikke, at kun det sprudlende værdifulde liv duer at satse på? Foran denne mur i din og vor verden af ensomme og tilsyneladende upåvirkelige mennesker råber det da ikke i os: "jeg går, jeg går, jeg er gået". For er folk i Madrid og vi selv uskyldige, hvis vi står der stive og ikke vil hinanden? Er det ikke terror? Og så går du, men kan ikke bære den flugt. Og så søger du den bedste og måske eneste mulige nære kontakt. Du maler os, som vi er i dag, igen, igen, igen, i en manisk produktion, som flade kroppe eller antropomorfe huse, der er næsten lige så udtømte som os, men med klare gule, røde, blå, orange farver.

Forsøg på indlevelse
Så langt hørte Skotte Olsen på. Han står i en tradition, der siger, at billedet skal tale for sig selv, og at vi skal holde os fra ord og tolkninger. Men flere og flere af os ønsker i dag at få indholdet frem, fordi vi føler os på spanden. Hvad siger om ikke Skotte selv, så hans billeder? Siger de ikke, at livet skal være en fest af farver, men ikke for farvernes skyld. Skal farverne ikke give beskueren mod til at betragte sit eget liv. I får mit billede for 25 kroner, hvis bare I vil tænke over det, maler kunstneren ikke de ord? I skal ikke købe mine farver, fordi de passer til jeres tapet. Hæv jer op over jer selv. Se hvad I er kommet til at ligne. Dette vakuum i øjnene. I søger sikkerhed, beskyttelse, af bekymring for i morgen, i et stift hylster, som globaliserende vækst og profit har lukket jer inde i. "Er I ikke med, går I lynhurtigt til grunde", messer pengenes evangelium.
Hvad med at sætte ørepropper i for den moderne nadver. Hvis en luder eller bekendt hugger mine penge, er det så ikke en befrielse? Hvis du ikke har nogen, har du ikke noget at tabe. Så har du ingen hemmeligheder at skjule, men kun noget at gi´, nemlig dig selv, når du langsomt dukker frem, med noget dæmrende i øjnene, der ikke ligner en euro. Se de her portrætter, med ansigtets svage begyndelsessmil om en rød mund, som i tidlig arkaisk tid, med et håb så grønt som min bør over den begyndende grønne længsel i mit hoved dér foran en gotisk blå himmel.
Lad jeres bevidsthed hæve sig som en fugl over den sten, som I hver især udgør i den utålelige mur. Se, hvordan jeg forestiller mig, at mit lys kommer flyvende over muren fra vest mod øst. Forestil jer, at også jeres bevidsthed skinner deroppe. I fuglen ligger længslen efter at blive fri. Det kan ske. Når som helst, næste år, i morgen, i dag, om en time, lige nu. Én af jer spørger måske, og så er han på vej: hvordan kan du sige dét, som verden ser ud i dag, med vold, mord, terrorisme, med en altædende kynisme på spil, så selv Machiavelli ville forskrækkes. I hans renæssance kunne folk endnu favne hinanden.

En drøm om at forblive evig ung
- Jo, der er en drøm, der ikke vil slippe mig, en drøm om evigheden, om ikke at forvitre som en sten i den satans stivnakkede mur, om at forblive evig ung, om at Gud må bevare og velsigne dig og mig. Den får mig til at ønske, at du vil gøre noget for andre og lade andre gøre noget for dig. Byg en stige op til stjernerne og kravl ideligt op og ned mellem helvede og himmel, så du ikke går i stå. Prøv altid at forblive munter, mens du grunder på en livets sang. Må den gro i dit sind og blive din sang som min sang. Må den handle om at vokse som en blomst, om at blive sand og retfærdig. Hvordan ellers forblive ung, hvordan ellers bevare evigheden i sig. Må du blive tapper og stærk, foragte al svig. Må du blive rap som fuglen og stå op imod tidens blæst, så den ikke hvirvler dig rundt i svimmelhedens tomhed, og du skvatter om som et sminket lig.
Sandhed og tapperhed, ja det lyder godt, du er højt oppe, indvender beskueren, allerede svimmel ved tanken, fordi han i forvejen i sit individualistiske ræs slås med svimmelhedens forhøjede blodtryk i en ikke ligefrem retfærdig verden. Det er, som om to dæmoner, en fuck you og jer alle sammen - dæmon, en fuck mig selv - dæmon, har taget magten og er ved at rive ham midt over. Og hvem har ikke den beskuers dæmoner i sig. Det giver motivation til at spørge: hvad er den sandhed, og hvor skal jeg få energien til at søge den?
Puh ha, det må du nok spørge om. Er det ikke, hvad Skotte Olsen svarer i sine billeder? Jeg fandt godt nok en sandhed som ung. En sangskriver sang den ind i mit hjerte. Men jeg fornægter den hele tiden, som verden og jeg selv ser ud. Så fordobler jeg min egen svimmelhed med hash, så glemslen breder sig. Men så, når jeg vågner af døsen, kan jeg ikke bære dens tomhed, når jeg igen og igen ser den i ansigterne omkring mig. Derfor er jeg nødt til at leve i lort og lugte af lort, for overhovedet at bevare forbindelsen med den lorte virkelighed. Så siver den sangskrivers ord og hans karsk bedrøvede toner om svigen og forstillelsen og den nærmest umulige kærlighed igen ind. Til sidst synger han højt i hele kroppen. Så dukker kilden til hans liv op i mig. Og med den indfinder min lille lykke midt i al stanken sig: så kan jeg ikke lade være at male den kilde, som jeg tror, han gerne vil dukke frem for os i dag, hvis vi giver ham lov.

Forsoning med verden
Kik på figur 1, Forklarelsen på bjerget, eller for den sags skyld på de følgende tre værker, og flere endnu, der handler om det samme. I de fire første værker er der en fugl og tolv figurer, de tolv disciple, i form af huse, mennesker, blomster. Jesus tog tre disciple, Peter, Jakob og Johannes, de tre huse på figur 1, med op på et højt bjerg. Her blev han forvandlet: hans ansigt skinnede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Det fik disciplene til at opdage Gud i ham, og de bævede for en røst fra skyen: "Det er min søn, hør ham, og handl som ham". Men de savnede kraften. De orkede det ikke. Selvværdet var for ringe. De opslidende dæmoner arbejdede også i dem.
De kunne ikke helbrede en målløs dreng, der var svimmel, det vil sige uden mål og med, fordi han ikke havde fået omsorg. De stod lige så stive og lukkede i sig selv, som vi nutidsmennesker på Skotte Olsens billeder. De havde ikke som Jesus helligånden, fuglen på Skotte Olsens billeder i sig. Hvad er helligånd? Det hellige er ikke noget mystisk sublimt og ufatteligt fjernt, som vi bilder os ind i vor egen fjernhed fra virkeligheden. Det hellige er det nære.
Ånd er evne og vilje til at bryde ind i sit eget og andres liv og højne det. Livet bliver helligt, når vi tør røre hinanden, give omsorg. Det er ikke opstandelsen og det evige liv efter døden, ikke pengenes berømmelse, der er miraklet. Det er konfrontationen, det barske udsagn om tingenes tilstand, i os og om os, som Jesus kom med over for disciplene og den månesyge dreng, så han blev rask. Det er den konfrontation, som også Skotte Olsen viser i sine malerier, der muliggør miraklet.
Det sker, når vi samtidig med konfrontationen som Jesus forsoner os med alt det vildfarne og månesyge i os selv og medmennesket. Månen er symbol på bevidstheden, solen på den sanselige kærlighed og den nænsomme berøring, der løfter kærligheden. Skinne som Jesus kan vi ikke, men vi kan måske forsøge. Gør vi det, kan vi med et selvironisk smil leve med, at vort udseende som hos Skotte Olsen lige så meget bliver gåsens som duens. Så bevidste som Jesus er det også umuligt at blive, men mindre kan gøre det.
Hvad er situationen så i dag? Er noget i os slået ind på bevidsthedens eller lysets vej? Ubevidst synes Skotte Olsen at håbe det, men det er svært at vide, og vejen er svær at betræde. Skotte Olsen bor i en skurvogn i Christiania, der er symbolsk for hans liv og håb. Den er malet udvendig og indvendig på væggene med hans nutids mennesker, og indvendig er den helt tom, bortset fra en seng i den ene ende og et alter med et lys i den anden. Materielle værdier er der ingen af, måske fordi det er enedyrkelsen af dem, der har fjernet al ånd i os. Vi fisker hellere fisk, som oprindelig Peter, end vi fisker efter medmennesker. Det ser Peter det katastrofale i på figur 8, så han pludselig bliver mindre stiv end de andre. Det giver ham forbindelse med duen over sig, så han ligefrem også selv kan begynde at flyve som due. Lige på det billede er der to duer, et lille mirakel.
Ja, for Peter, er han ikke en undtagelse? Er vi andre ikke som Skotte Olsen selv temmelig fortabte. Mener han ikke det? Nej, så ville han ikke indstændigt blive ved med som kulturens malere før 1800-tallet at male mennesker som det altafgørende i sin kunst. Han bærer som disse forgængere en tradition i sig. Den flyver ganske vist gang på gang væk fra ham, som fuglen på hans billeder har lyst til at flyve væk fra hans sjæletynde mennesker, hen mod en solopgang i øst, gud ved hvor. Men fuglen får ikke lov. Den bliver i hans billeder. Han klynger sig til traditionen.
Og se bare, hvad det indebærer. Han skærper vores bevidsthed ved at accentuere vor uorganisk ligelinjede stivhed, så vi ikke kan unddrage os den. Men samtidig og lige pludselig, - vi opdager det først midt under vort forsøg på at trænge ind i vort eget væsen via hans billeder - , forvandler han vore kroppe til brede og smalle lys, smukke lys, røde, lyserøde, gule, grønne, mens vore hoveder bliver til flammer. De er ganske vist blege, deres lysstyrke er svag, og de kan langt fra kan måle sig med det brændende gule lys i hans skurvognsalter.
Men, men, og er det ikke det fantastiske, vi er dog blevet lys, der i forsagthed gerne vil lyse. Og uden om vore hoveder har vi fået en glorie. Den er ikke guldgul som hos vore hellige og mere heldige forfædre i kulturens barndom, da menneskene var i vækst. Den er endnu bleghvid. Tør vi sige ´endnu´? Den er ikke symbol på nogen evighed i paradiset, men på en længsel efter et rigtigt levende liv på jorden.

Håbet til fremtiden
Den runder om os som et håb, som nok ustandselig blegner, men nødigt forlader os, selv om den heller ikke formelt sidder for godt fast. Og den bærer på et budskab som hans kære sangskrivers: "stay forever young". Og det budskab pirker til os: søg kærligheden, led efter lyset, ikke i dig selv, ved at føre dig selv frem, for så går du ud. Led efter lyset i din kærestes øjne, i dine stive medmenneskers øjne, pust til det, søg og opmunter det svagt guddommelige i dem, så lyset til sidst flammer op, og vi kommer til at ligne: de fire moderne mennesker i figur 3, hans fire disciple, der pludselig er forvandlet til fire planter, der vokser og sætter blomst. Et nyt mirakel.
Og hvis ikke det mirakel er meningen med livet midt i målløsheden og terroren, hvad er så? Hvordan uden det komme terroren i os selv og verden til livs? Er det ikke evnen til at skildre det mirakel, som gør Skotte Olsens billedverden så bevægende, at man i årevis kan have den hængende på væggen uden at blive træt af den? Er det ikke billeder som hans, der er med til at hindre, at vi bliver de rene Ronald Biggs-´er, postrøvere, dødsdømte?
Protesterede han ikke selv så stærkt mod den hårde konfrontation med vort liv i artiklens første del, fordi han selv som hans billeder i sig bærer forsoningen og dermed håbet til fremtiden?

Leo Tandrup er forfatter, dr. phil. og lektor i historie på Aarhus Universitet med kunst og samfund op gennem historien som hovedemne. Han har netop udgivet et stort værk om Moderne danske kunstværker. Næbdyret og Hr. Ingenting på forlaget Hovedland, hvor han ud fra kunstnernes formsprog går ind i nærgående eksistentielle indholdsanalyser. En af de 36 kunstnere, der hver har fået et kapitel i bogen, er Wiliam Skotte Olsen.

luk