Skotte alene i verden
Af Ole Lindboe Redaktør af Magasinet Kunst
William Skotte Olsen er en sær enegænger i dansk kunstliv. Hans talent er indiskutabelt stort, men man kan tørt konstatere, at han har haft mere end svært ved at styre det hen i retning af en velordnet karriere. Han er blevet en "skæbne" og måske er det derfor mange i kunstverdenen har svært ved at vurdere hans kunst. Denne outsider position er der mange forklaringer på. Sande og mindre sande. Eller sagt på en anden måde: Rygterne om ham er mange. Han er omgivet af myter. Om rockere på Christiania, der styrer ham, om stofmisbrug, om en brandstiftelse, der engang sendte ham i fængsel og kuldsejlede hans karriere og om samlere, der gemmer på store lagre af hans billeder, fordi hans værker måske en dag bliver meget værd osv. Fra starten blev han faktisk en slags myte. Som kunstner og menneske levede han helt op til tidsåndens krav om frihed og individualitet. Bob Dylan var hans helt og Skotte Olsen nynnede glad med på sange som "Don't follow leaders" og "Like a Rolling Stone". Og endte så alligevel selv med at svømme derud, hvor han ikke kunne bunde.
Han debuterede allerede som tyveårig, hos Henning Larsen i Bredgade og kunstkritikere og kunstkendere var slet ikke i tvivl om, at her stod man over for et naturtalent af den sjældne slags. I nogle år lignede det starten på en stor karriere, men så gik det hele i skred - på grund af en række private årsager. I dag bor Skotte Olsen på Christiania og ligner allermest en vagabond, der totalt har vendt verden ryggen. En af myterne om Skotte Olsen er, at han altid maler det samme billede om og om igen. Tre eller fire figurer i forgrunden, et par huse i baggrunden og måske en fugl eller to svævende henover himmelen. Sådan kan det - helt overfladisk - se ud. Men det passer ikke. Man skal ikke kigge ret længere på hans billeder, for at se, at de ulmer af skjult liv og glød. For en stor del af hemmeligheden i hans billeder ligger netop i farven. Han er en gnistrende god kolorist, der kan kunsten at få farverne til sitre - af nerve og spontanitet. Hans billeder er gådefulde og kryptiske. Hans menneskevæsener minder i påfaldende - og betænkelig - grad om noget i os alle. De er "sjælebilleder". Men det er især farven, som giver dem en svævende åndelighed. Trods det tilsyneladende naivistiske udtryk. Skottes sans for farver kan ingen tage fra ham. Her er han fortsat en mester.
Når du møder William Skotte Olsen på gaden og vil hilse på ham, er det langtfra sikkert han vil hilse igen, selv om man har mødt ham mange gange. Han lever tydeligvis i sin egen helt verden, under en slags mental osteklokke. Han går rundt blandt os andre, som om vi bare var kulisser. Til gengæld lever Skotte Olsen i sit maleri. Han kan slet ikke lade være med at male. På papstykker, tilfældige masonitplader - og på de lærreder, som han får udleveret. Han maler, som gjaldt det livet. Det er denne nødvendighed, der er med til at gøre ham til den store ekspressive kunstner han er. Kunsten er hans livline til verden og virkeligheden. Kunsten er hans liv. Skotte Olsen lever i sine billeder. Her kan man aflæse hans drøm om harmoni og kærlighed. Men også hans smerte, undren, sårbarhed, længsel og andre vildfarne følelser, der flakser rundt i ham som fugle på flugt. Derfor er der stadig så stor interesse for hans billeder. Derfor kan man blive ved med at vende tilbage til dem. Fordi de handler om noget. De er autentiske indtil det pinagtige. De er bevægende, indtil det insisterende. De brænder sig fast i tilskuerens bevidsthed. Den inderste kerne - vil jeg påstå - i hans billeder er stadig drømmen om frihed og individualitet.
P.S. Ole Lindboe har skrevet en bog om Skotte Olsen, som kan købes i galleriet. Se mere.